Lys · Arkitektur
Siloen i et nyt lys
En håndbygget lampe — en lille hyldest til en stor bygning og menneskene, der ser nye muligheder i den.
På havnen i Stubbekøbing står en gammel kornsilo. I Carina Randløvs dokumentar Alle os og siloen følger vi mennesker, som ønsker at give bygningen en fremtid som et sted for kunst. Filmen giver også plads til uenigheden: Hvad skal vi bevare, hvad skal vi forandre, og hvem er kunsten egentlig til for?
Min idé begyndte lidt mere jordnært: Jeg fik lyst til at bygge siloen som en lampe. Mest fordi det virkede som en sjov udfordring. Hvad sker der, når noget så tungt og massivt får en krop af tynde bambuspinde og papir?
Jeg har bygget lampen af 3 mm bambuspinde, washipapir og små 3D-printede samlinger. Betonen er blevet til et let skelet, og gennem papiret siver lyset ud. En bygning, der engang rummede korn, får i min fortolkning lov til at rumme lys.
På den måde er lampen en lille hyldest til lysten til at prøve noget af — både min egen ved arbejdsbordet og den, der får mennesker til at se et nyt mødested i en gammel silo. Lampen er udstillet i Theilgaards Galleri i Stubbekøbing.



